Lørdag d.13 august tog jeg (Jacob) men en lille flok til toppen af Sermitsiaq som er 1.207 meter højt og hører sammen med fjeldene Lille Malene (ca. 450 m.), Store Malene (ca. 770 m.) og Hjortetakken (ca. 1.190 m.) til de højeste fjelde, der omkrandser Nuuk. Sofie kunne desværre ikke komme med, da hun skulle på arbejde.
Det var min første rigtigt tur i udfordrende terræn, men mente da ikke det ville volde mig nogen problemer at gå sådan sølle 1.200 højdemeter. Især nu hvor gruppen bestod af tre damer og to fyre, foruden mig (alle ældre).
De viste sig dog at være i en seriøs form efter 6-8 år heroppe med halv,- og helmarathon, samt månedlige ture til diverse fjeldtoppe.
Nåh, men allerede efter de første par hundrede højdemeter mærkede jeg at mine hæle begyndte at brokke sig over de nye vandrestøvler, som stadig er stive og ikke gået til. Jeg bed det i mig lidt for længe og ved første pause fik jeg undersøgt fødderne. Det var dog for sent og vablerne var allerede som 1-kroner og punkterede. Jeg besluttede mig (for sent) for at binde de udsatte steder ind i sportstape og klarede på den måde turen uden at det blev uudholdeligt.
Turen op ad bjerget var KLART det hårdeste for mig (tror jeg kan sige at kondien ikke er den bedste) og jeg måtte da også stoppe op hver gang jeg havde trådt 30 skridt for at få pusten. Der var nogle steder med meget stejle fjeldsider som skulle klatres, og det gjorde det ikke mere spændende at jeg havde støvler på. Efter de første 800 højdemeter blev det endnu mere seriøst og jeg håber at nogle af billederne hvor jeg klatrer viser hvor langt der er til afgrunden!
Men jeg nåede toppen, godt nok som sidste mand, men med det største smil på læben. Og de sidste "flade" 100 meter blev taget i løb. 3 timer og 13 min tog det mig og var derefter meget træt og sulten. Vi havde ikke holdt nogen rigtige pauser efter min vabelpause og det viste sig mere at være en kamp for at slå deres sidste tid der var målet, istedet for turen i sig selv. Derfor blev jeg liggende og sundede mig mens de andre gik i 20 min videre hen ad kammen for at se på området. Da de kom tilbage havde jeg tapet mig ind på ny, og var klar til nedstigningen.
Den gik for mit vedkommende noget nemmere, da jeg ikke har knæproblemer eller tilsyndelandende mangler muskelstyrke i benene.
Godt træt og med MANGE smerter i fødderne og ømme ben gik sejlturen hjemad.
Og hvor heldig er man så ikke at komme hjem til den dejligste kæreste der stod klar med aftensmaden? Jeg gik ihvertfald omkuld kl. 21 og sov i 12 timer!
Jeg tror, at de næste par udflugter skal begrænses til en sejltur eller 2 hvor jeg kan hvile fusserne :)
Ømme, men tilfredsstillende hilsner fra Jacob
